I 1945 besluttede ”Sammenslutningen af Industrivirksomheder i Industrikvarter 1” at stifte ”Foreningen Børnegårdene ved Industrikvarteret” og 5. maj 1945 åbnede kontorchef H. C. Jensen på Valby Strømpefabrik en børnehave i strømpefabrikkens lokaler. H. C. Jensen fik i januar 1946 overtalt Kronprinsesses Ingrid til at komme og besigtige forholdene. Dermed var kontakten etableret og da Margrethegården skulle bygges, stillede en delegation i audiens hos Dronning Ingrid. Dronningen blev begejstret over delegationens entusiasme og deres håndværksmæssige stolthed og indvilligede i at nedlægge grundstenen og foretage indvielsen af Margrethegården i 1950. Igen i 1954 deltog Dronning i indvielsen af Benediktegården og igen i 1957 af Anne-Mariegården.
Gennem årene blev børnegårdene administreret fra de virksomheder, der havde bestyrelsesposter i de respektive institutioner. En selvstændig administration for alle 3 børnegårde blev oprettet i 1969. I 2012 indeholdt Margretegården og Anne-Mariegården hver en vuggestue, en børnehave og et fritidshjem. Benediktegården en vuggestue og en børnehave. Først blev de små institutioner sammenlagt til 3 integrerede institutioner og i 2016 skete sammensmeltning af de 3 institutioner til en samlet institutionsklynge. Prinsessegårdene sagde i maj 2022 farvel til Foreningen Børnegårdene og genopstod som den selvejende institution Prinsessegårdene.
Vision
Børns kreativitet og sproglige udvikling er i højsæde.
Vi arbejder ud fra et fagligt fællesskab, hvor kreativiteten tænkes ind i alle typer aktiviteter – ikke kun de planlagte
Vi skaber innovative, udviklende og anerkendende læringsmiljøer, med særlig fokus på børns trivsel
Vi er en ordentlig institution, hvor værdisættet er så tydeligt, at det altid kan ses og mærkes i praksis
Vi mener at kreativitet er at skabe støttende læringsprocesser, hvor børnene kan omforme ting og udtrykke sig fantasifuldt
Vi tror på, at pædagogisk kvalitet samt medejerskab skaber engagement og arbejdsglæde
Vi arbejder med stor grad af gennemsigtighed i alt hvad vi arbejder med
Vi har en sikker drift, så vi tør at tage chancer og begå fejl – bare vi lærer af dem
Værdigrundlag
Tryghed
Tryghed hænger for os sammen med omsorg og nærvær, og i samarbejde med forældre er det vores opgave, at skabe en tryg base for barnet
Omsorg
Vi lægger vægt på, at det enkelte barn har mulighed for at være, som det er, via handlinger, der udvikler og skaber trivsel, samt få den nødvendige omsorg barnet har behov for dagen igennem
Nærvær
Nærvær er afgørende for børns udvikling og trivsel. Alle børn skal hver dag opleve sig set, hørt, forstået og taget alvorligt
Tydelige/synlige voksne
Voksne som er til stede i de forskellige aktiviteter og situationer, og som bakker op om børnene og de fælles beslutninger, vi som voksne træffer i huset
Rummelighed/inklusion
Et fællesskab der giver mulighed for, at alle kan være med og deltage med de forudsætninger og betingelser, den enkelte har
Anerkendelse
Vi lægger vægt på, at det er barnet som menneske, der bliver set og taget alvorligt og ikke kun de handlinger, barnet foretager